Tilbage til vaccinationer
Centraleuropæisk hjernebetændelse
 

    Centraleuropæisk hjernebetændelse
    Også kaldet Østeuropæisk hjernebetændelse, Tick Borne Encephalitis (TBE) eller Früh-sommer-meningo-encephalitis (FSME)). TBE er et virus der tilhører familien af Flavivirus.
    Forekomst
    TBE virus findes i Baltikum, Rusland og Sibirien, på Balkan, i visse dele af Tyskland, Østrig, på Bornholm og på enkelte øer i den svenske Østersøskærgård.
    Smitteveje og reservoir
    TBE-virus overføres gennem bid af skovflåter, som findes i græsklædte vegetationer. Virus findes hos rådyr og mus og kan overføres til skovflåter, når disse bidder og suger dyrenes blod. Dernæst kan flåten ved et nyt bid overføre virus til mennesker. Smitte fra menneske til menneske sker ikke. Størst risiko for smitte har jægere og andre, der opholder sig meget udendørs i naturen.
    Symptomer
    Symptomer på TBE er karakteriseret ved et 2-faset forløb. Symptomer starter med influenza-lignende sygdom, der varer få dage. Ca. 1/3 udvikler så tegn på en hjernebetændelse med hovedpine og feber efter et symptomfrit interval på få dage til få ugers varighed. Enkelte patienter kan forvente at få varige mentale eller neurologiske skader.
    Behandling
    Der findes ingen antibiotika til behandling af infektionen. Dødeligheden er 1-2%.
    Vaccination
    TBE kan forebygges ved vaccination. Hvis man skal tilbringe længere tid (uger) udenfor byerne i områder med Centraleuropæisk hjernebetændelse, bør man vaccineres.
    Anden forebyggelse
    Nedsættelse af risiko for flåtbid kan ske ved fornuftig beklædning ved ture i skov og krat, dvs. støvler og lange bukser. Endvidere bør man hyppigt se huden efter for flåter og børste disse af. Myggeafvisende midler synes ikke at have effekt.
    Hyppighed
    Overordnet regner man med, at der opstår et tilfælde per 30.000 indbyggere i de områder, hvor sygdommen findes. I Sverige regner man med op til ca. et tilfælde per 10.000 indbyggere i Mälaren. Omkring en ud af hver 600 flåtbid kan forventes at resultere i infektion. I blodprøver fra bornholmske skovarbejdere har man påvist antistoffer mod TBE-virus hos 20%. Tilstedeværelsen af antistoffer viser, at de har været smittet, men mange af dem har ingen erindring om at have været syge. Højsæson for at blive smittet er fra maj til september.

    Speciallægernes Sundhedscenter
    Strandvejen 164 2920 Charlottenlund
    Rosenørns Alle 68.st. 1970 Frederiksberg C.
    Telefon (9-14) : 39633738 fax: 39630270 email:
    Bestyrelsesformand: Professor dr.med. Lars Heslet